Kalundborg Badminton Klubs Love :

 

§ 1
Foreningens navn er KALUNDBORG BADMINTON KLUB.
Klubben er hjemmehørende i Kalundborg Kommune. Formålet er at dyrke badminton.

§ 2
Klubben er gennem Sjællands Badminton Kreds (SBKr) medlem af Badminton Danmark (DBF) under Danmarks Idræts Forbund (DIF), og medlemmerne er underkastet de amatørregler og bestemmelser, som disse forbund måtte fastsætte, samt klubbens egne ordensregler.
Klubben er endvidere gennem DBF internationalt tilsluttet Badminton World Federation (BWF).
Klubben er tillige gennem DGI Nordvestsjælland tilsluttet Danske Gymnastik og Idrætsforeninger (DGI).

§ 3
Enhver har adgang til at blive medlem (aktiv eller passiv), dog kan bestyrelsen begrænse tilgangen af hensyn til pladsforholdene. Optagelse sker ved henvendelse til bestyrelsen og udmeldelse til samme med 14 dages varsel til den 1. i en måned.
Udeblivelse fra spillet uden varsel i tre på hinanden følgende spilledage kan medføre, at vedkommende spiller slettes af spillerlisten.
Bestyrelsen kan, og skal på opfordring af mindst en fjerdedel af medlemmerne, udelukke et medlem af foreningen, dog kan den ekskluderede fordre sagen forelagt en generalforsamling til afgørelse.

§ 4
Kontingent og indskud for såvel aktive som passive medlemmer fastsættes af bestyrelsen. Opkrævningsformen fastsættes ligeledes af bestyrelsen.

§ 5
Den øverste myndighed i foreningen har generalforsamlingen, der er beslutnings-dygtig uden hensyn til det mødte antal medlemmer.
Indsigelse mod generalforsamlingens gyldighed skal fremsættes før forhandlingernes begyndelse.

§ 6
Ordinær generalforsamling afholdes i perioden 1. Januar til 28. Februar, og skal indkaldes med mindst 8 dages varsel ved bekendtgørelse i de lokale blade, eller ved skriftlig meddelelse til alle medlemmer. Bestyrelsesmedlemmerne bliver siddende indtil den 31.03.
Forslag, der ønskes behandlet, skal være formanden i hænde senest 4 dage før generalforsamlingen.
Regnskabsåret løber fra 1. januar til 31. december.
Kassereren afgiver regnskabet til revisorerne senest 6 dage før generalforsamlingen.
På dagsordenen ved den ordinære generalforsamling skal behandles følgende punkter:

1. Valg af dirigent
2. Formanden aflægger beretning for det forløbende år.
2a. Udvalgsformændene aflægger beretning.
3. Fremlæggelse af det reviderede regnskab.
4. Behandling af indkomne forslag.
5. Valg af bestyrelse.
5a. Valg af bestyrelsessuppleanter.
6. Valg af 2 revisorer.
6a. Valg af 1 revisorsuppleanter.
7. Eventuelt

§ 7
Stemmeret udøves af aktive medlemmer, der er fyldt 16 år på afstemningsdagen.
Endvidere af passive medlemmer, der er fyldt 18 år, og har været medlem i mindst et år på afstemningsdagen. Stemmeretten kan kun udøves ved personlig fremmøde. Til beslutningen kræves simpelt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed betragtes forslaget som forkastet.
Dog kræver ændringer af lovene, at de forelægges på en ekstraordinær generalforsamling og vedtages ved simpelt flertal.
Såfremt generalforsamlingen ikke er beslutningsdygtig, indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling med mindst 8 dage varsel, og denne generalforsamling er da beslutningsdygtig, uden hensyn til antallet af fremmødte medlemmer. Beslutninger i henhold til nærværende paragraf kan da vedtages når 2/3 af de afgivne stemmer er derfor.
Afstemning på navngivne personer skal foregå skriftligt.

§ 8
Ekstraordinær generalforsamling indkaldes med mindst 8 dages varsel af bestyrelsen. Bestyrelsen er pligtig til at sammenkalde en sådan med ovennævnte varsel, hvis 1/4 af medlemmerne fremsætter skriftlig motiveret krav herom.

§ 9
Bestyrelsen består af, foruden formanden og kassereren, af tre medlemmer. Bestyrelsen vælges for to år ad gangen således, at formanden og to bestyrelses-medlemmer afgår det ene år og kassereren og et bestyrelsesmedlem afgår det andet.
Formanden og kassereren vælges af generalforsamlingen. Genvalg kan finde sted.
Generalforsamlingen vælger desuden to suppleanter til bestyrelsen, samt to revisorer og en revisorsuppleant, alle vælges for kun ét år.
Bestyrelsen vælger selv sin næstformand og sekretær blandt sine medlemmer og fastsætter selv sin forretningsorden.
Bestyrelsen kan nedsætte de udvalg, den finder behov for.
Bestyrelsen er berettiget til at fastlægge arrangementer, selv om det kan medføre, at fast spilletid må annulleres.
Klubben tegnes af formanden.
Formanden kan meddele kassereren fuldmagt til at disponere over konti i penge-institut og/eller giro.
Optagelse af lån skal forelægges generalforsamlingen til godkendelse.

§ 10
Foreningens medlemmer og bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for de af foreningen indgående forpligtelser. Alene foreningen hæfter med dens formue.
Foreningens medlemmer har ikke nogen økonomisk forpligtelse overfor foreningen, udover kontingentforpligtigelsen.
Foreningens medlemmer har ikke krav på nogen del af foreningens formue eller udbytte af nogen art.

§ 11
Ophævelse af foreningen kan kun ske ved generalforsamlingens beslutning og efter samme bestemmelse som i § 7.
Generalforsamlingen træffer bestemmelse om anvendelse af foreningens eventuelle aktiver, der dog skal anvendes til fordel for dansk idræt, i særdeleshed badminton.

 

Ændringer vedtaget på ekstraordinær generalforsamling den 23. februar 2012

 

10